|
|
|
 
Bred politisk aftale må løse sygehus-krisen
Danske Regioners nye tal om fald i ventetider og rekord i ekstrabehandlinger bør være afsættet for en ny politisk aftale, der skal afværge hosptalskrisen, mener FOA.
"Vi kan ikke andet end at være imponerede over produktiviteten på landets sygehuse. Ventetiderne styrtdykker, væksten er i top, effektiviteten og produktiviteten er aldrig steget mere. Det burde være en succes-historie uden lige for den offentlige sektor. Men svaret fra politisk side har været massefyringer, besparelser og nye omlægninger," siger forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA. Ventetiderne på landets sygehuse er nu i følge Berlingske Tidende nede på samme niveau, som før storkonflikten i 2008, der betød aflysning af omkring 300.000 operationer. Disse operationer har personalet nu løbet ind igen - og svaret har været fyringer og stillingsnedlæggelser på især en række storkøbenhavnske hospitaler. "Det er efterhånden veldokumentet, at produktiviteten på sygehusene er en succes-historie - og især hvis man sammenligner med den private sektor. Dette udgangspunkt burde være et fortrinligt fundament for en bred politisk aftale - dels i Folketinget og dels mellem staten og regionerne. Vi har et sygehusvæsen, der er i klar fremgang, og vi har som samfund fået betydeligt mere for pengene, end vi plejer. Derfor vil det kun være fair og rimeligt at slå en streg over det bogførte overforbrug og så politisk enes om en stigningstakt, der har bred opbakning," siger Dennis Kristensen. I februar ventes der varsling af nye massefyringer på flere hospitaler. Alle fem regioner melder om millionstore budgetunderskud for 2010.
Denne
artikel er lagt online: 1/28/2010 4:10:53 PM
|
| SEND NYHED TIL REDAKTIONEN |


|